søndag den 27. februar 2011

Søndagstur i det fynske. Føns vig, Husby strand og Aborg strand.

Som tidligere varslet, var der planlagt en tur i dag, og vi var to mand der trodsede vejret.

Turen startede ved Gamborg fjord, helt præcis ved Svinø, men med den mængde af is der stadig lå i overfladen valgte vi at køre videre, og se om vi kunne finde åbent vand, uden at skulle gå flere kilometer (lidt magelig er man jo nok). Da jeg var på solotur i mandags, var der åbent vand lidt længere mod syd, ved Føns Vig, så der startede vi også idag. men efter at have affisket godt 100 meter blev vi enige om, at det ikke var der fiskene gemte sig. Så vi pakkede sammen og køre til næste plads.

Min makker havde prøvet Husby strand sidste år, og synes vi skulle give pladsen en chance. Husby Strand byder på en fin blandet bund, der dog kan gemme på lidt overraskelser i form af revler og huller, hvor man let kommer til at sidde fast i bunden. Desværre var vinden der kom fra øst med ca 9 m/s ikke optimal ved pladsen, så efter en times tid, valgte vi at se os om efter en sidste plads, inden vi skulle vende snuden mod Kjellerup.

Valget fald på Aborg strand, lidt længere mod syd, i forhold til Husby. Her var der til vores store fornøjelse godt med læ, og en spændende kyststrækning. Selve bunden virker til at være en sandbund med enkelte plamager af grøde. Der er på den nordlige del af strækket et dybt badekar, der vist ikke holdt fisk idag, men som kunne have et stort potentiale.

Turen gav hverken hug eller fisk til hverken mig eller min makker, men man fik da rigeligt med frisk luft (og frosne tæer) Vi fiskede begge med fluegrejet i dag, og for enden af forfanget var det enten en "laksefarvet" pattegris, eller en brandon flue, der skulle lokke de kræsne havørreder.

Dagens konklusion må være at det endnu er for koldt til at der sker noget, men denne fimbulvinter kan vel ikke vare ved. Jeg vil have plusgrader nu!

fredag den 25. februar 2011

Så er det blevet weekend.

Så er det blevet fredag, og en ny weekend står udenfor og banker på døren. Min fiskemakker og jeg skulle egentligt på tur i morgen, men den er udskudt til søndag, mest pga. vejret (jeg bryder mig virkelig ikke om isslag).

Det er planlagt indtil videre, at vi prøver Føns Vig, på Fyn. Kombineret med vinden fra øst, burde det kunne give et resultat. Især hvis vi starter der, hvor sommerhusene stopper, og ikke som jeg gjorde sidst, inde i bunden af vigen, udfor parkeringspladsen.

Jeg satser stadig på Brandon samt en lille ophænger på AHT-eren, det må snart give et andet resultat end 0 fisk! (ellers skifter jeg til UV jagt og skyder dem i stedet! og ja, det var en trussel!).
Der var jo snak om fotos for to indlæg siden, jeg arbejder stadig på det. Men kameraet dur ikke ordentligt og lyset er dårligt, og og og...*


*indsæt vilkårlig dårlig undskyldning her.

mandag den 21. februar 2011

Føns Vig. Fyn.

Idag var der afdelingsmøde hvor jeg læser, og da vi var tidligt færdige, var der jo tid til at kommer ud og få lidt frisk luft. Efter at have nærlæst både DMI og havørredguiden til Fyn, faldt valget egentlig på Gamborg Fjord, som er et område jeg længe har holdt øje med.

Men ak! der var lukket af is, i den inderste del af fjorden, og jeg havde ikke tid til at gå ud til nogle af de mere yderligt liggende pladser. Så det endte med at jeg kørte lidt længere mod syd, og til Føns Vig. Vinden kom med 6-8 m/s fra syd-vest, så jeg havde vinden i ryggen og fra venstre, hvilket jo passer mig fint. For inden af linen sad den lille hjemmebundne brandon flue str. 6 og en rustfarvet "rustbasse" som ophænger. Kastene gik fint, godt hjulpet af vinden, men det blev dog ikke til fisk eller hug. Det har jeg stadig til gode på Fyn (og resten af verden for den sags skyld) i alt fald, når man taler fluefiskeri.

Der har dog været nogle få lyspunkter. Dels var det, trods den bidende kulde, dejligt at være afsted og få luftet grejet. Og dels holdt mine waders tætte, så lapningen med Liquisole er lykkedes godt. Dejligt endeligt at være ude og fiske uden af få våde tæer.

fredag den 11. februar 2011

Weekend. men ingen tur til vandet.

Så er det blevet fredag eftermiddag, og weekenden står for døren. Egentlig havde en makker og jeg snakket om en tur til en af fjordene, men et omslag i vejret, kombineret med  mine stadig utætte waders, holder mig hjemme i denne omgang.
Så kan jeg til gengæld få lappet mine waders, og få eksperimenteret med et fluemønster jeg har haft i tankerne. Det kan endda være at der dukker et billede op.

søndag den 6. februar 2011

Ørnereden og Fløjstrup, Østjylland

Så blev det søndag og tid til endnu en tur til kysten. I dag gik turen til Ørnereden og senere til Fløjstrup strand, syd for Århus.
Vi var to mand afsted og som sædvanlig blev det en tur uden fisk. Vejret var faktisk rigtigt fint, en let vind fra vest, der dog ikke kunne mærkes idet man på begge pladser står i læ. Der var ingen nedbør, og skulle man virkelig finde noget at brokke sig over, skulle det være det meget stille vand, og den lappedykker der svømmede rundt 80 meter ude og åd sig fed i små fisk.

Ørnereden kendetegnes ved de små stenhøfter og en ensartet sandbund med spredte klatter af bevoksning. Tidligere har pladsen kunne give fisk, men ak, ikke i dag. Som Vejlby skov på Fyn, er der sikkert bedre at satse på de flade her.
Efter et par timers fiskeri, blev vi enige om at der skulle en anden plads til, og voila, 10 minutter senere er vi ved Fløjstrup Strand, her burde forholdene være bedre, med flere dybe badekar. Men nej, heller ikke her var der fisk at se eller mærke. til gengæld var der enormt mange ude og nyde naturen sammen med hunde og heste, og med det gode vejr, var turen ikke helt forgæves.

Ligesom sidst var det fluestangen der blev luftet, med en hjemmebundet brandonflue på forfanget. Det var tredje gang jeg havde min "nye" stang med, en A.Jensen AHT #8, der kombineret med et intermediate skydehoved fra Lawson, bare bliver bedre og bedre for hver tur.

Dagens konklusion må være at lappedykkere, er bedre til at fiske end mig, men de skal jo så også leve af det. Sådan et pres har jeg heldigvis ikke hængende over mig.. Udover de evindelige kommentarer om hvornår jeg har tænkt mig at fange noget.

torsdag den 3. februar 2011

Vejlby Skov, Fyn.

Egentlig er det årets tredje tur, der har forinden idag været to turer til kysten syd for Århus, både Mariendal og lidt forskellige pladser omkring Horsens og Vejle. Ingen af de to turer kastede fisk af sig, men der det blev da til et enkelt hug, ved Fakkegrav ved Vejle.

Nå! tilbage til i dag. Jeg havde en meget kort forelæsning i Odense, og tænkte at jeg da kunne tage en fiskestang med og prøve noget af det fynske vand. Grundet blæsten, og de tilfrosne fjorde valgte jeg Vejlby Skov ved Båring Vig. Det skulle selvfølgelig ikke være let, så jeg satsede på fluestangen, hvilket sikkert er en fejl. Jeg havde lappet mine waders til i dag, de var selvfølgelig utætte ved bagdelen, så det ligene at jeg havde lækket lidt, når man kom på land og ud af wadersne. Den gode nyhed var at min lapning duede, til gengæld var venstre støvle blevet utæt i mellemtiden.

Hurra for det!

For enden af linen sad en hjemmebundet Brandon flue, jeg har store forhåbninger til, Dels fordi jeg selv har bundet den, og dels fordi den med sit hvide/hot-pinke punk udseende burde være sagen for enhver træg havørred. Sådan skulle det dog ikke være i dag, da der hverken blev set eller mærket fisk.
Vinden snød mig meget. Det blæste fra vest, men så snart jeg var i vandet kom vinden så fra syd = min højre side, der ikke harmonerer med fluekastet.

Selve pladsen ser fin ud, med en varieret bund, der dog går over og bliver en kedelig sandbund jo længere mod nord jeg kom. Jeg tænker at jeg skal tilbage hertil og prøve lykken efter fladfisk.

Konklusionen er i alt fald, at det er svært at styre kastet når man har vind i ryggen og fra højre med 10m/s, men at pladsen nok skal prøves igen, når vinden er lidt mere samarbejdsvillig.

Velkommen til Nulturen.

Det første indlæg er måske det sværeste, hvordan starter man, hvordan sætter man tonen for sine kommende indlæg?
Jeg har i en periode leget med tanken om en blog, hvor jeg kunne registrere mine fisketure, og de manglende fangster, og vupti! Her er den.
Jeg vil efter hver tur beskriver pladsen eller pladserne, samt de fangster der forhåbentligt dukker op.