tirsdag den 19. april 2011

Sildetur til Virksund..

Jeg er havnet i et lille dilemma, for kan jeg beholde navnet nulturen, når jeg nu har fanget fisk? Nuvel, det er sild, og kunsten ved at fange sild, er vel nærmest at kunne ramme vandet.
Efter et par ture til Virksund af kortere varighed, uden fisk, sagde rygtet at man bare skulle stå tidligt op. Så vækkeuret ringede 0530 og afsted var jeg.
Der var overraskende mange pensionister ude og fiske, men de har vel problemer med at sove, og for meget fritid, for der var fyldt op.
Jeg fik åbenbart en mindre god plads, for blot 50 meter fra hvor jeg stod, blev sildene skovlet ind, og jeg kunne så nuppe en enkelt eller tre, i ny og næ. Først da jeg skiftede forfang til noget med lidt mere flash, skete der noget.
!7 sild kunne det blive til, og det er selvfølgelig ikke mange, men det er til gengæld nok! Så i aften står den på grillet sild, med peberod/persille sauce, samt kartofler og salat. Og ikke nok med det, der er klargjort til saltning og efterfølgende røgning i morgen.

Dagens konklusion må iøvrigt være at jeg er et b-menneske, jeg er stadigvæk ikke god til at stå tidligt op!

Go´ Påske til de af jer der tror på det, god ferie til resten.

mandag den 11. april 2011

Turen til Mariager, eller "A Tale of Two Fjords"

Her kommer indenfor den nærmeste fremtid, et lang langt indlæg om min og Havemandens tur til Mariager fjord og Limfjorden..
Rent indledelsesvis, startede vi på nordsiden af fjorden, inde ved Hobro, for derefter at bevæge os til Signesminde, samt en plads på sydsiden af fjorde. Her var der liv og hug, men ingen fisk på land. Derefter gik turen til Virksund (med et sølle forsøg på at fange sild) for endeligt at kører til Lundø, og fiske på østsiden der.
Selve dagen var god, men med nul fisk på land (udover en enkelt sild til Havemanden) var udbyttet til at overskue.
Vejret var dog flot, og der blev prøvet nye og spændende pladser af, hvoraf flere med garati skal besøges igen.