lørdag den 18. juni 2011

Turen til Ebeltoft...

Så er jeg (og min nevø V) blevet nogle erfaringer klogere.
Vi startede turen ved Lionfish i Århus (hvilket var et held, mere om det senere) og derefter et smut forbi Burger King efter aftensmad. Planen var at vi derefter skulle til Kalø og se om vi kunne grave en sandorm eller 30 fri af sandet, så vi havde lidt madding til de, forhåbentlig mange og hugvillige fladfisk og torsk ved Grenå. Da vi ankommer til vandet ved Kalø, er der ikke mange små pølser at se, og de få der var, resulterede i de mindste sandorm jeg har set.
Hvad gør man så? Vi kørte til SuperBest i Rønde og købte lidt sildefileter (som jeg personligt ikke har megen tiltro til) vi håbede så på at vi på vejen til Grenå, eller i ved havnen der kunne finde sandorm til salg. Efter lidt søgen, fandt vi da også sandorm til salg, men til en hamper pris på 3 kroner stykket ;(
Det må kunne gøres billigere?

Vi kommer ned til molen ved kattegatcenteret og får parkeret bilen, og her er det at jeg bliver glad for at jeg havde købt lidt forfang i Århus, for jeg har glemt min rygsæk med de andre forfang og alt det alternative grej.
Nå! de nye forfang blev monteret og i løbet af de næste timer var der faktisk fin aktivitet, en del af fiskene var under målet, men nogle få kom dog med hjem til fryseren.
Vi havde en smule bøvl med tang, men ikke noget seriøst, jeg forestiller mig at næste gang skal man nok lidt længere ud på molen, evt. på stenene ude efter molen (det kommer dog an på vejret, da stenene sikkert er ret spændende at gå på i regnvej, med grej på ryggen og det hele).

Endnu en grund til at det var ærgeligt at jeg havde glemt min rygsæk med alternativt grej, var den store mængde af makreller der jagede rundt i vandet ude ved stenene. Jeg snakkede med en tysker der havde taget 14 på 1½ time, med et møresildablink og sildeforfang (var jeg misundelig? slet ikke.. overhovedet!)

Vejret var klart med en frisk vind fra vest-sydvest, så det var en flot aften ved vandet.
Det er helt sikkert ikke sidste gang at jeg har fisket der, og nu har jeg jo fri i næste uge, så måske jeg kan få ram på min første makrel der?

mandag den 13. juni 2011

What to do? Fladfisk ved Ebeltoft..?

Som noget nyt og anderledes, skriver jeg et indlæg inden jeg tager ud og fisker.
Sagen er at min nevø og jeg skal ud og finde lidt fladfisk. Jeg forestiller mig at prøve møllemolen ved Ebeltoft, med bundtackel hvor der er gulp og sandorm på krogene.
Men jeg vil opfordre evt. læsere til at komme med en kommentar med forslag til andre steder at prøve (på Djursland) og forslag til teknikker.
Fredag aften eller lørdag vil jeg så berette om vores eventuelle succes.

mandag den 6. juni 2011

Hejlskov, Limfjorden.

Så blev det mandag, og for at undgå at se på Jamie Oliver, valgte jeg at tage på fisketur. Efter at have luret på dmi og på www.justonemorecast.dk, faldt valget på Hejlskov ved Limfjorden, cirka 50 minutters kørsel herfra.

Pladsen var ikke helt let at finde frem til, men efter at have vendt bilen et par gange, fandt jeg den rigtige p-plads, og fik rigget grejet til. I dag stod den på flue, med en brendas mor bundet på spidsen af forfanget.
Strækket er ret varieret mellem store områder med ålegræs og store bare pletter med sand.

Udover at se en ræv på aftenstur langs kysten og en håndfuld små isinger, var der ikke meget at komme efter. Jeg havde nok forventet at mærke til en hornfisk eller tre, med de store områder med ålegræs. Men nej, de glimrede ved deres fravær.
Jeg ved snart ikke hvad jeg skal stille op, for at få en hæderlig fisk på krogen, men vedholdenhed, må vel for pokker betale sig, før eller siden (med mit held, bliver det nok siden) Nu skal der lige overståes en eksamen på torsdag ( i statistik for biologer, ikke let for en humanist som jeg)

tirsdag den 31. maj 2011

Aftenstur til Kalø.

Nu har det jo flere gange ikke været muligt, at få nogle af de næbbede i tale, men i går aftes lykkedes det endeligt.

Efter at have kigget på både fangster.dk, fisketips.dk og andre steder, besluttede jeg mig for at prøve lykken på djursland. Jeg holder meget af området ved Kalø og når man så samtidig er arkæologi studerende, så er det jo oplagt (det samme med Ertebølle) at fiske der.

Jeg startede inde i vigen, men regnede som sådan ikke med at fange noget der, så efter cirka en times tid, gik jeg over til det lille rev på østsiden af halvøen. Her var der hurtigt kontakt til fisk, i form af hornfisk, der villigt, men ikke særligt effektivt angreb en lille kobberbasse.

Efter et skift af agn til et blåligt toby, med enkeltkrog og silketråd, fik jeg hurtigt to pæne fisk på land. Derefter døde fiskeriet ud, i takt med at solen gik ned bag Vosnæs.
Vinden var frisk fra øst og der var meget lavvandet da jeg kom frem til Kalø.

fredag den 27. maj 2011

Fløjstrup strand.. Her er der heller ikke hornfisk.!

Jeg var i dag et par timer ved Fløjstrup strand, for at se om man kunne fange en enkelt hornfisk eller 3, uden at skulle køre helt ud på Djurslands yderkyst.
Men det gik jo som sædvanligt, udover en mini-undermåler der bed på en kobberbasse, var der intet at komme efter. Det ender vist med en tur til Jernhatten, eller den del af kysten Bare for at prøve om det er så meget anderledes der.
Vejret var skyet, med vind fra vest. (= læ ved Fløjstrup) grejet idag var 15g bombarda, med en brendas mor og en kobberbasse som ophænger.

mandag den 23. maj 2011

Mariendal Strand.. Fyldt med småfisk.

Søndag bød på en aftentur til Marindal Strand, syd for Århus (ja, jeg bruger stadig Å og ikke AA) sammen med Havemanden. Rygtet sagde at der ville være både hornfisk og havørred, og det skulle jo selvfølgelig undersøges.
Vi var fremme ved 19 tiden vejret var klart og vinden kom fra syd-vest.
Vandet var fint, med en kraftig strøm der gav masse af bevægelse i vandet (det gør strøm jo)
Hornfisk var der ikke mange af, men Havemanden fik da en enkelt, jeg selv fik 5 mini undermålere, altså små havørreder på ca. 10-12 cm.
Ingen konklusioner idag, men det lader til at små havørreder holder af Brendas mor.

Et stemningsbillede fra Mariendal.

onsdag den 18. maj 2011

Der er ingen hornfisk i Vejle Fjord!

Okay, det er nok en sandhed med visse modifikationer, men der var ikke nogen ved Fakkegrav i tidsrummet 1115 - 1315.
Jeg var kørt til Vejle for at hente nogle nye waders (Kinetic waterspeed g2) og i forretningen spurgte jeg lidt ind til, hvor i Vejle fjord man skal fiske Hornfisk. Svaret faldt prompte; Fakkegrav er stedet det sner' ellers skulle jeg køre til Middelfart. Da Middelfart var den forkerte vej, faldt valget så på Fakkegrav, og som overskriften antyder var der intet at komme efter, udover at få ødelagt mine jeans, på en glat og stenet bakke :( Jeg prøvede ellers lidt af hvert, både blink og bombarda, men nej!

Jeg tror faktisk ikke at jeg kan konkludere noget i dag, ud over dagens overskrift.

søndag den 8. maj 2011

Mental fisketur.

Hmm, it's not easy, it never is..

Jeg trænger gevaldigt til at komme til kysten og lufte fluestangen eller spinnestangen, gerne efter hornfisk. Men nej, eksamensforberedning og generelt studieaktivitet fylder så meget, at det tidligst kan blive efter den 15. maj. Og det er jeg en smule træt af.

Dagens konklusion er iøvrigt at det er virkeligt spændende at køre hjem fra Odense, i en bil hvor generatoren er ved at dø. Da jeg nåede Silkeborg, havde speedometeret og lyden fra blinklyset givet op og da jeg endeligt nåede frem til det vante værksted (man kommer der ofte. når man gennemsnitlig kører 41225 km om året) var lys, vindueshejs, ur samt viskere aldeles døde = nul strøm tilbage.

tirsdag den 19. april 2011

Sildetur til Virksund..

Jeg er havnet i et lille dilemma, for kan jeg beholde navnet nulturen, når jeg nu har fanget fisk? Nuvel, det er sild, og kunsten ved at fange sild, er vel nærmest at kunne ramme vandet.
Efter et par ture til Virksund af kortere varighed, uden fisk, sagde rygtet at man bare skulle stå tidligt op. Så vækkeuret ringede 0530 og afsted var jeg.
Der var overraskende mange pensionister ude og fiske, men de har vel problemer med at sove, og for meget fritid, for der var fyldt op.
Jeg fik åbenbart en mindre god plads, for blot 50 meter fra hvor jeg stod, blev sildene skovlet ind, og jeg kunne så nuppe en enkelt eller tre, i ny og næ. Først da jeg skiftede forfang til noget med lidt mere flash, skete der noget.
!7 sild kunne det blive til, og det er selvfølgelig ikke mange, men det er til gengæld nok! Så i aften står den på grillet sild, med peberod/persille sauce, samt kartofler og salat. Og ikke nok med det, der er klargjort til saltning og efterfølgende røgning i morgen.

Dagens konklusion må iøvrigt være at jeg er et b-menneske, jeg er stadigvæk ikke god til at stå tidligt op!

Go´ Påske til de af jer der tror på det, god ferie til resten.

mandag den 11. april 2011

Turen til Mariager, eller "A Tale of Two Fjords"

Her kommer indenfor den nærmeste fremtid, et lang langt indlæg om min og Havemandens tur til Mariager fjord og Limfjorden..
Rent indledelsesvis, startede vi på nordsiden af fjorden, inde ved Hobro, for derefter at bevæge os til Signesminde, samt en plads på sydsiden af fjorde. Her var der liv og hug, men ingen fisk på land. Derefter gik turen til Virksund (med et sølle forsøg på at fange sild) for endeligt at kører til Lundø, og fiske på østsiden der.
Selve dagen var god, men med nul fisk på land (udover en enkelt sild til Havemanden) var udbyttet til at overskue.
Vejret var dog flot, og der blev prøvet nye og spændende pladser af, hvoraf flere med garati skal besøges igen.



mandag den 28. marts 2011

Klintebjerg Marina

Efter endt eksamen i chordatzoologi (ikke lige mit felt) skulle fiskestangen da lige luftes. Valget faldt på Klintebjerg Marina ved Odense fjord. Desværre var jeg ikke den eneste der havde fået den ide, og ved ankomst på pladsen, stod der allerede 4 mand høj, på den lille spot.

Vandet var rimeligt klart, vejret var fint, men ingen af de 4 havde fangt noget. Så jeg valgte faktisk bare at hoppe ind i bilen igen og finde hjem. Jeg skal i den sammenhæng fortælle om min gps (en tidlig medion) der har holdt længe og tjent mig vel. Men den kan til tider vælge at skyde genvej, ad de mest besynderlige veje. Idag mente den adskillige gange, at en umarkeret markvej, der krydsede en å (uden bro vel at mærke) da klart var at foretrække frem for sådan en asfalteret hovedvej.

Så et kort indlæg idag, om en "ikke fisketur". Dagens konklusion er at jeg snarest bør få mig en nyere model af gps.

mandag den 21. marts 2011

Ud i det gode vejr. Lossepladsen i Odense fjord, Røjle klint og Ibæk ved Vejle.

Efter endt afdelingsmøde, skulle det gode vejr, og den mindre gode vind nydes, ved de fynske kyster.

Efter at have læst flere fangstrapporter fra Odense fjord, helt præcis Lossepladsen, var det jo oplagt at prøve pladsen af. Desværre var jeg ikke den eneste der havde fået den ide. Som sådan har jeg intet imod lidt selvskab på fiskepladsen, men det her var jo fjollet. Det var jo nærmest som at være i Hvide Sande til sildefestival. Samtidig var bunden "spændende" at gå på. Man skulle ikke stå det samme sted flere minutter, hvis man da gerne ville videre.

Jeg havde frygtet at vandet her ville være brunt som man har set det rundt i landet, grundet alge opblomstring. Men som man kan se, var det ikke tilfældet ved Lossepladsen, eller nogle af de andre pladser jeg prøvede for den sags skyld.

Efter at havde stået i stampe ved lossepladsen en times tid i strid sidevind (fra højre selvfølgelig) Besluttede jeg mig for at prøve en anden plads af. Valget faldt på Røjle klint ved Middelfart, vinden havde dog ændret retning så her drillede det igen, denne gang dog fra venstre. Her var ingen selskab, men tilsyneladende heller ingen fisk. Der var hverken nap eller hug, så efter en god times fiskeri, vendte jeg snuden hjemad.

Når man køre fra Fyn, mod det midtjydske, køre man jo forbi Vejle. Umiddelbart neden for vejlebroen finder man Ibæk strandvej, og når jeg nu var på hjul og havde stængerne med i bilen, kunne man jo lige tage den sidste time der. Vandet var egentlig rimeligt klart, og vind og vejr fint. Men heller ikke her var der noget at komme efter. Der var flere andre ude og dyppe snøren her, og de fangede lige så meget som jeg. Ingenting!

Grejet har været det samme hele dagen. Bombarda, med en pattegris og en kobberbasse som ophænger. Jeg ville helst have luftet AHT-eren, men jeg er altså ikke gode venner med vinden.
Jeg ved snart ikke hvad dagens konklusion skal være. Jeg har forsøgt at være mobil, både på fiskepladsen og sådan rent geografisk. Fluerne burde være fine, både til pladserne og årstiden (her kommer jeg i tanke om, at jeg faktisk brugte en børsteormsimitation ved Lossepladsen). Så jeg har gjort et ihærdigt forsøg, heldet var vist bare ikke med mig idag. (Det er vel en konklusion?)


torsdag den 17. marts 2011

Aborg strand, i gråvejr.

Efter at have afviklet lidt timer på afdelingen med at flytte skeletter, var der tid til en kort fisketur. Altså når man jo nu er på Fyn, kan man jo lige så godt udnytte at man har kørt derned, og så tage en fiskestang med. Idag havde jeg så to med, men det gjorde nu ingen forskel.

Vejret var gråt og overskyet, med vind fra øst.. Men når det kommer til vindretning giver jeg snart op. Når man står på en nord-syd orienteret strand, og vinden kommer fra øst, hvorfor sker det så igen og igen at vinden så ved stranden og ude over vandet kommer fra nord eller syd? Jeg forstår det ikke.
Det skete i alt fald i dag, så efter en halv times fluefiskeri med vinden fra højre/nord, gav jeg op, og fandt spinnestangen og bombardaflåddet frem. Jeg fik affisket ca 700 meter kyst med et fint og markeret badekar, og der var både brandon, brenda og en pattegris for enden af forfanget, samt en lille red tag palmer som ophænger.
Men der var selvfølgelig ingen fisk til mig i dag.

Jeg havde vist samtidig den store "fornøjelse" at hilse på chattonella, vandet var brunt og uklart.

Dagens konklusion er følgende, jeg gør alt rigtigt, før eller siden opdager fiskene det også!

Og nu med billede, for your viewing pleasure. :)

onsdag den 9. marts 2011

Hurtig tur til Ørnereden.

Her til formiddag skulle fruen til møde i Århus, og når man nu var der, og havde lidt timer at slå ihjel, var det oplagt at tage en fiskestang med.
Vinden skulle være frisk fra syd-sydvest, hvilket i virkeligheden nok nærmere var fra syd. Jeg havde ikke lyst til at skulle wadefiske idag, og valgte derfor at lade fluestangen blive hjemme, og tage min Kinetic Colombia med, det er vel i grunden en ganske ordinær spinnestang, men den passer mig fint, når det er bombarda og flue er der ude i den skarpe ende.
På linen var der som sædvanlig en Brandon på, samt en ny Red tag palmer som ophænger. Og jeg kan da så fast med det samme, at det blev endnu en nultur, da der hverken blev set fisk, mærket nap eller noget.. Ikke engang en forslugen lappedykker eller et marsvin blev set!
Jeg har tidligere fisket ved Ørnereden, men jeg tror ikke længere på pladsen. Jeg ved ikke om det bare er en lang vinter der påvirker fiskeriet ved Århus, eller om fiskeriet generelt er blevet forringet.
Dagens konklusion er i alt fald, at det vil vare længe før jeg igen prøver Ørnereden.

søndag den 27. februar 2011

Søndagstur i det fynske. Føns vig, Husby strand og Aborg strand.

Som tidligere varslet, var der planlagt en tur i dag, og vi var to mand der trodsede vejret.

Turen startede ved Gamborg fjord, helt præcis ved Svinø, men med den mængde af is der stadig lå i overfladen valgte vi at køre videre, og se om vi kunne finde åbent vand, uden at skulle gå flere kilometer (lidt magelig er man jo nok). Da jeg var på solotur i mandags, var der åbent vand lidt længere mod syd, ved Føns Vig, så der startede vi også idag. men efter at have affisket godt 100 meter blev vi enige om, at det ikke var der fiskene gemte sig. Så vi pakkede sammen og køre til næste plads.

Min makker havde prøvet Husby strand sidste år, og synes vi skulle give pladsen en chance. Husby Strand byder på en fin blandet bund, der dog kan gemme på lidt overraskelser i form af revler og huller, hvor man let kommer til at sidde fast i bunden. Desværre var vinden der kom fra øst med ca 9 m/s ikke optimal ved pladsen, så efter en times tid, valgte vi at se os om efter en sidste plads, inden vi skulle vende snuden mod Kjellerup.

Valget fald på Aborg strand, lidt længere mod syd, i forhold til Husby. Her var der til vores store fornøjelse godt med læ, og en spændende kyststrækning. Selve bunden virker til at være en sandbund med enkelte plamager af grøde. Der er på den nordlige del af strækket et dybt badekar, der vist ikke holdt fisk idag, men som kunne have et stort potentiale.

Turen gav hverken hug eller fisk til hverken mig eller min makker, men man fik da rigeligt med frisk luft (og frosne tæer) Vi fiskede begge med fluegrejet i dag, og for enden af forfanget var det enten en "laksefarvet" pattegris, eller en brandon flue, der skulle lokke de kræsne havørreder.

Dagens konklusion må være at det endnu er for koldt til at der sker noget, men denne fimbulvinter kan vel ikke vare ved. Jeg vil have plusgrader nu!

fredag den 25. februar 2011

Så er det blevet weekend.

Så er det blevet fredag, og en ny weekend står udenfor og banker på døren. Min fiskemakker og jeg skulle egentligt på tur i morgen, men den er udskudt til søndag, mest pga. vejret (jeg bryder mig virkelig ikke om isslag).

Det er planlagt indtil videre, at vi prøver Føns Vig, på Fyn. Kombineret med vinden fra øst, burde det kunne give et resultat. Især hvis vi starter der, hvor sommerhusene stopper, og ikke som jeg gjorde sidst, inde i bunden af vigen, udfor parkeringspladsen.

Jeg satser stadig på Brandon samt en lille ophænger på AHT-eren, det må snart give et andet resultat end 0 fisk! (ellers skifter jeg til UV jagt og skyder dem i stedet! og ja, det var en trussel!).
Der var jo snak om fotos for to indlæg siden, jeg arbejder stadig på det. Men kameraet dur ikke ordentligt og lyset er dårligt, og og og...*


*indsæt vilkårlig dårlig undskyldning her.

mandag den 21. februar 2011

Føns Vig. Fyn.

Idag var der afdelingsmøde hvor jeg læser, og da vi var tidligt færdige, var der jo tid til at kommer ud og få lidt frisk luft. Efter at have nærlæst både DMI og havørredguiden til Fyn, faldt valget egentlig på Gamborg Fjord, som er et område jeg længe har holdt øje med.

Men ak! der var lukket af is, i den inderste del af fjorden, og jeg havde ikke tid til at gå ud til nogle af de mere yderligt liggende pladser. Så det endte med at jeg kørte lidt længere mod syd, og til Føns Vig. Vinden kom med 6-8 m/s fra syd-vest, så jeg havde vinden i ryggen og fra venstre, hvilket jo passer mig fint. For inden af linen sad den lille hjemmebundne brandon flue str. 6 og en rustfarvet "rustbasse" som ophænger. Kastene gik fint, godt hjulpet af vinden, men det blev dog ikke til fisk eller hug. Det har jeg stadig til gode på Fyn (og resten af verden for den sags skyld) i alt fald, når man taler fluefiskeri.

Der har dog været nogle få lyspunkter. Dels var det, trods den bidende kulde, dejligt at være afsted og få luftet grejet. Og dels holdt mine waders tætte, så lapningen med Liquisole er lykkedes godt. Dejligt endeligt at være ude og fiske uden af få våde tæer.

fredag den 11. februar 2011

Weekend. men ingen tur til vandet.

Så er det blevet fredag eftermiddag, og weekenden står for døren. Egentlig havde en makker og jeg snakket om en tur til en af fjordene, men et omslag i vejret, kombineret med  mine stadig utætte waders, holder mig hjemme i denne omgang.
Så kan jeg til gengæld få lappet mine waders, og få eksperimenteret med et fluemønster jeg har haft i tankerne. Det kan endda være at der dukker et billede op.

søndag den 6. februar 2011

Ørnereden og Fløjstrup, Østjylland

Så blev det søndag og tid til endnu en tur til kysten. I dag gik turen til Ørnereden og senere til Fløjstrup strand, syd for Århus.
Vi var to mand afsted og som sædvanlig blev det en tur uden fisk. Vejret var faktisk rigtigt fint, en let vind fra vest, der dog ikke kunne mærkes idet man på begge pladser står i læ. Der var ingen nedbør, og skulle man virkelig finde noget at brokke sig over, skulle det være det meget stille vand, og den lappedykker der svømmede rundt 80 meter ude og åd sig fed i små fisk.

Ørnereden kendetegnes ved de små stenhøfter og en ensartet sandbund med spredte klatter af bevoksning. Tidligere har pladsen kunne give fisk, men ak, ikke i dag. Som Vejlby skov på Fyn, er der sikkert bedre at satse på de flade her.
Efter et par timers fiskeri, blev vi enige om at der skulle en anden plads til, og voila, 10 minutter senere er vi ved Fløjstrup Strand, her burde forholdene være bedre, med flere dybe badekar. Men nej, heller ikke her var der fisk at se eller mærke. til gengæld var der enormt mange ude og nyde naturen sammen med hunde og heste, og med det gode vejr, var turen ikke helt forgæves.

Ligesom sidst var det fluestangen der blev luftet, med en hjemmebundet brandonflue på forfanget. Det var tredje gang jeg havde min "nye" stang med, en A.Jensen AHT #8, der kombineret med et intermediate skydehoved fra Lawson, bare bliver bedre og bedre for hver tur.

Dagens konklusion må være at lappedykkere, er bedre til at fiske end mig, men de skal jo så også leve af det. Sådan et pres har jeg heldigvis ikke hængende over mig.. Udover de evindelige kommentarer om hvornår jeg har tænkt mig at fange noget.

torsdag den 3. februar 2011

Vejlby Skov, Fyn.

Egentlig er det årets tredje tur, der har forinden idag været to turer til kysten syd for Århus, både Mariendal og lidt forskellige pladser omkring Horsens og Vejle. Ingen af de to turer kastede fisk af sig, men der det blev da til et enkelt hug, ved Fakkegrav ved Vejle.

Nå! tilbage til i dag. Jeg havde en meget kort forelæsning i Odense, og tænkte at jeg da kunne tage en fiskestang med og prøve noget af det fynske vand. Grundet blæsten, og de tilfrosne fjorde valgte jeg Vejlby Skov ved Båring Vig. Det skulle selvfølgelig ikke være let, så jeg satsede på fluestangen, hvilket sikkert er en fejl. Jeg havde lappet mine waders til i dag, de var selvfølgelig utætte ved bagdelen, så det ligene at jeg havde lækket lidt, når man kom på land og ud af wadersne. Den gode nyhed var at min lapning duede, til gengæld var venstre støvle blevet utæt i mellemtiden.

Hurra for det!

For enden af linen sad en hjemmebundet Brandon flue, jeg har store forhåbninger til, Dels fordi jeg selv har bundet den, og dels fordi den med sit hvide/hot-pinke punk udseende burde være sagen for enhver træg havørred. Sådan skulle det dog ikke være i dag, da der hverken blev set eller mærket fisk.
Vinden snød mig meget. Det blæste fra vest, men så snart jeg var i vandet kom vinden så fra syd = min højre side, der ikke harmonerer med fluekastet.

Selve pladsen ser fin ud, med en varieret bund, der dog går over og bliver en kedelig sandbund jo længere mod nord jeg kom. Jeg tænker at jeg skal tilbage hertil og prøve lykken efter fladfisk.

Konklusionen er i alt fald, at det er svært at styre kastet når man har vind i ryggen og fra højre med 10m/s, men at pladsen nok skal prøves igen, når vinden er lidt mere samarbejdsvillig.

Velkommen til Nulturen.

Det første indlæg er måske det sværeste, hvordan starter man, hvordan sætter man tonen for sine kommende indlæg?
Jeg har i en periode leget med tanken om en blog, hvor jeg kunne registrere mine fisketure, og de manglende fangster, og vupti! Her er den.
Jeg vil efter hver tur beskriver pladsen eller pladserne, samt de fangster der forhåbentligt dukker op.